onsdag, marts 27, 2013

Med bedsterne i Fjand

Vi er i sommerhus med Bedstemor og Bedstefar herovre i Fjand ved den jyske vestkyst, hvor de har et "yndlingshus", som de gerne lejer af et par grundige mennesker. Dér fik vi lyst til at besøge dem, og som sagt så gjort!

Vi får tiden til at gå med at gå ture, nørkle med det medbragte japanske "gør det selv slik" og drive gæk med bedsterne. Her synger Liva med hovedtelefoner på, selvom hun flere gange er blevet bedt om at lade være... Dét ved hun helt tydeligt godt!




Hyggen i sommerhuset byder også på lidt fjernsyn, hvor ungerne her demonstrerer, hvad det for en en sang, de lejlighedsvis selv synger om "jeg kan ikke lide at gå i bad... Jeg lugter og er ligeglad..."





Den første aften var vi ude at spise pizza. Ingen af ungerne gad spise noget, men her sidder Liva og tænker over, hvordan hun får lokket noget desert ud af bedsterne. Dét var far dog ikke helt med på, når taskerne hjemme i sommerhuset var ved at flyde over af medbragt japansk slik.




Der er gode legepladser i området, og begge børn har fundet ud af, at tovbaner er sagen. Se her, hvordan Livas skyder ud af en kanon på "Sportspladsen" i Sdr. Nissum:





Efter nogle ture til stranden og legepladserne, tog vi til Bovbjerg fyr sammen med Bedstefar og Elias. Ungerne løb i forvejen op i fyret, men efterhånden som Bedstefar kom opad, indhentede han den ene efter den anden PÅ VED NED igen... De havde begge fået kolde tæer, så det kostede en god coctail af trusler, hån og udsigten til en is at få dem med op igen. Mens jeg fik lov at tage et billede af Liva og Bedstefar, luskede Elias hurtigt mod udgangen og smuttede ned igen!




Senere, da vi troede, at dagen nærmede sig sin afslutning, og vi bare skulle have aftensmad og i seng, forlangte Liva at komme til stranden sammen med sin far!

... OK... Det måtte vi jo så... Men så ville Elias med, og så blev det pludselig til en rigtigt hyggelig familieudflugt med bunkere og alt muligt, mens Bedsterne nød en enkelt times formentlig hårdt tiltrængt ro, hvor de så til gengæld fik lov at tilberede aftensmaden...




Formålet med "missionen" var at redde "baby-vandmænd", som så i hobetal lige akkurat udenfor rækkevidde af vandet. Her viser Liva et grundigt sand-indsmurt eksemplar frem.




På vejen tilbage var Liva ikke meget værd, som man tydeligt aner på dette billede...




Men pludselig fandt hun et stykke af en plastik kasse, som ikke havde noget at gøre dér på stranden. Dén skulle med hjem i sommerhusets skraldespand, og vi endte med at have samlet en del affald sammen, som kom med i bilens bagagerum. Børnene poserer stolte med udbyttet. Jeg havde også rost dem skamløst for at være så dygtige i naturen, og Liva fortalte alt om, hvordan de gjorde på lejren med Friskolen, hvor de også var ude at samle affald i skoven.




I morgen kører vi hjem... Vinker til Jyske Bank Boxen på vejen, for dér skal børnene jo hen allerede lørdag sammen med mor- og Lenemor.

Japansk slik i Fjand

Som det vil fremgå af andre indlæg, så er vi et par dage i sommerhus med Bedstemor og Bedstefar. Liva og Elias har nidkært sørget for at medbringe rigeligt af det japanske "gør det selv" slik, som søde Yukiko har sendt dem en overflod af.




Dét skulle der naturligvis også "trylles med" i sommerhuset. Her er det Liva, der er i gang.




Der blev arbejdet hårdt hele to dage i træk!




Og hvor er mang glad, når man kan vise resultaterne frem!




... Før man spiser dem...

En... Fisk?!

Liva fik lov at falde i søvn i fars seng i sommerhuset med Bedsterne... Hun blev "ekspederet videre" omkring klokken 23...

Da far skulle i seng fandt han tilfældigt dette under puden... Det ligner i mistænkelig grad en meget sur fisk, som er flikket sammen af en blanding af rene og sure sokker og en elastik... De rene sokker er indeni den... Dén grinte vi så lidt af i nattens mulm og mørke...

Da Liva stod op, glad som en lærke, måtte hun i forhør... Og ganske rigtigt: Hun havde fundet en elastik på gulvet EFTER puttetid og fik lyst til at lave sig en fisk!!

Ja, hvad kan sige til dét??

Mere sommerhus

Far: "Liva, kan du huske, hvad vi har talt om?"

Liva: "Nej! ... Og jeg VIL synge!!!"

mandag, marts 25, 2013

Kloge Åge

Faldt også over dette billede i min iPhone. Liva prøver Allans briller - og ser meget kloge Åge agtig ud:)

Billede fra fastelavn

Jeg er ved at gennemgå min iPhone Billeder - og fandt dette fra fastelavn. Liva er klædt ud som japansk prinsesse - eller hvad de nu kalder det i en kejserfamilie.

Vi fik ikke taget så mange billeder den morgen - der var fastelavn i både skolen og børnehaven - så der var rigtig gang i den her hjemme:)

Kokken Liva

Idag havde Allan det rigtig skidt. Så han lå i soveværelset og havde rigtig ondt af sig selv (det havde vi andre såmænd også). Elias lå inde hos ham - for at få lidt far-tid. Så Liva måtte lave aftensmaden - med en smule assistance :)

Vi lavede Carbonara - og det har Liva efterhånden ret godt styr på.
Hun kunne næsten alle ingredienserne - og kunne også lave det meste selv. Sej pige:)

mandag, marts 18, 2013

Ny patient...

Som det fremgår af de manglende indlæg på bloggen, har vi haft en umådeligt hård vinter - igen. Der har været skiftende patienter, og begge børnene har været syge på skift.

Nu er det vist endelig blevet mors tur til at "ryge rundt" med den influenza, hun synes, hun har mærket spøge så længe. Inden da hentede hun Elias fra børnehaven og købte grundigt ind i anledning af, at sygdom nu var et overstået kapitel, og at han derfor skulle vænnes (helt) fra sutten. Det var nøje aftalt, og der fulgte vist også noget legetøj med i handlen.

... DERFOR skulle Liva også have lov at komme ud at slå til Søren efter aftensmaden. Moderen, som var på vej i seng med snue, lovede Liva, at far nok skulle tage hende med i Kvicly efter maden, så hun kunne købe noget legetøj eller andet godt for sin beskedne opsparing på 81 kroner.  Trods mange overtalelsesforsøg fra forældrenes side, VILLE Liva ikke spare yderligere op, så turen gik til Kvicly kl. 18:30 for at formøble de utilsigtet opsparede midler.

Efter cirka en halv times overvejelser, hvilket vil sige til Livas normale sengetid, enedes vi om et samlesæt i form af en gravhund i meget tyndt materiale med "mal selv sæt" og klistermærker... Sådan noget kan man jo ikke tage med hjem til sengetid uden også at lege med det, så før vi fik set os om, var klokken næsten otte!!!




Da Liva endelig gik i seng, så det malede resultat sådan her ud:




Det må være hårdt at male og gøre ved i (for en gangs skyld) hyggeligt selskab med lillebror, så senere fangede jeg hende sådan har - arm i arm med trofaste Victor, som får en renæssance lige i disse dage.




... Så lærte faderen i hvert fald dét: Næste gang, Liva skal have noget nyt, skal det IKKE være på en hverdagsaften hen mod klokken syv... Men hyggeligt var det!

søndag, marts 03, 2013

Disco fest

Fredag var der Disco fest i fritteren - en årligt tilbagevendende begivenhed. Det var vist mægtigt skægt, og Liva blev kåret til en slags Disco dronning på grund af sine dristige moves!

... Desværre var afslutningen lidt kaotisk, fordi Friskolen af én eller anden grund har valgt den faste ordning, at det er forældrene til den yngste klasse, der skal stå for oprydningen... Men hvem mon trænger mest til at komme hjem bagefter - tredje klasse eller de helt små? ;-)