Onsdag drog vi ud for at nyde ferien i Mols Bjerge. Meteorologer og aviser havde i dagevis rablet løs om et forfærdeligt vejr, men det blev da vist én af sommerens varmeste dage, så det var godt, vi kom afsted.
Efter nogle begyndervanskeligheder fandt vi et hyggeligst sted i "Tinghulen", som vi fandt ad en helt umulig bagvej, hvor ingen bil (eller i hvert fald Hyundai) nogensinde har været før. Historien er, at far havde en klar fornemmelse for, hvordan han fandt IND til Mols Bjerge... Det havde mor også, men de var ikke helt enige om det, men alle ved jo som bekendt, hvor Nationalparken ligger. Det er bare lige om at finde derind...
NÅ, men vi har jo ikke behov for de helt store vandre-udskejelser, når vi er på tur, og når frokosten først er væk, er det tid at køre hjem igen, for så skal lillebror have en lur!
Vi fandt som nævnt "Tinghulen", hvor vi betaget nød synet af den storslåede natur. For mor og fars vedkommende var det selve det store hul, som udgør "hulen", bakkerne, træerne ovenfor, solen og den høje himmel. Liva var mest optaget af de vilde blomster, mens Elias gik mest op i det, han kaldte et "farligt dyr", men som i virkeligheden var et ret medtaget træ med nedfaldne grene og synlige rødder. Det skimtes bagved forsamlingen på det nederste billede!
Da køreturen havde vist sig at være endda betragteligt længere end forventet og ønsket af enkelte medlemmer af forsamlingen, skred vi ret hurtigt til bidet, da først vi fandt vores sted. Frokosten blev indtaget i det grønne på et medbragt tæppe og i en nøje udmålt (af Liva) sikkerhedsafstand fra alle de frække tissemyrer, som det vrimlede med derovre. Madpakken indeholdt almindelige rugbrødsmadder, frugt og ostehaps, men alt smager jo som bekendt bedre under åben himmel og i godt selskab!
Efter frokost var det tid til at tage en lille vandretur i området, så vi klatrede i samlet trop op ad bakken og ud af hullet. På vejen fandt vi nogle vildtvoksende hindbær, som ungerne delte nogle stykker af. Vel oppe konstaterede far til sin store glæde, at der var andre forvirrede turister i området, som heller ikke var helt "stive" i geografien...
NÆSTEN oppe konstaterede vi uden vaklen, at lillebror begyndte at trænge til en lur, så vi begyndte nedstigningen mod bunden, hvor det sidste billede blev taget. Bemærk grenene i Elias' hånd, og som han stolt viser frem for fotografen. De er angiveligt "krudtosaurus'er" (eller noget i dén retning), som han fandt tid til at samle op på vejen ned. Det gjorde han, når han ikke holdt panisk fast i mors hånd, fordi der var "mørkt i skoven" et sted, hvor beplantningen lukker sig over stien, så man næsten går i en tunnel.
Derefter plukkede Liva en fin lille buket, som fik næring til hjemvejen i resterne af vores drikkevand og posen med våde skumklude til fedtede muler.
Far lokkede med en is, og derfor blev kursen sat mod Nappedam Lystbådehavn, men AK!?
... I Nappedam var der kun et isskilt men ingen is...
Derfor blev turen allerede før kl. 1330 afsluttet ved is- og pølsebaren (tænk, at den slags findes endnu) ved Kalø Slotsruin, og lillebror var MØR!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar